Clifden

I dag den 9 januar tog jeg ud for at se clifden limestone caves med nogle af de andre trainees mellem malkningerne. Da vi ankom lignede det umiddelbart bare en almindenlig bakkeskråling med klippegrund. Indgangen lignede blot et lille hul i bakkeskråningen og man blev også nødt til at dukke sig for at få lov at træde indenfor, blot for at komme ind i bælgravende mørke. Vores hovedlygter oplyste kun en lille plet og gjorde ikke meget gavn, men jeg ville ikke have været foruden den. Uden den ville man ikke have en jordisk chance for at se hvad det er man træder ind til, så det meget indsnævrede synsfelt er trods alt bedre end intet. Grottebunden er et sammensurium at ru klippesten, meget glatte stenoverflader med der mærkværdigste fordybninger og sten i alle størrelser, lige fra et hønseæg til en fodbold. Dette vil altså sige at kawasikisko ikke ligefrem er det bedste fodtøj til sådan en grottevandring, og at folk med svage ankler og knæ også vi få det svære med at komme helskindet gennem grotterne. Det virer sig senere at det samme gælder for høje mennesker eller en smule brede mennesker – hvilket vil sige at grotterne egentlig kun er egnede for kinesere og piger. Jeg valgte så at gå forrest – dumt valg. Det gav mig et par buler i hovedskallen, da loftet lige pludselig blev lavere, og våde fusser da glatte sted og vandpytter ikke er en god kombo. Men spændende var det. Allerede få meter inde i grotten sænkedes loftet og vi blev nødt til at kravle på alle fire et stykke tid for så at komme ind i en noget større gang. Dog stadig med det vanskelige underlag. Flere steder måtte vi kravle over eller under klippeblogge eller smyge os igennem en smal sprække. Dette kan bestemt ikke anbefales for folk med klaustofobi, gangbesvær eller svag mave (siden slimede grottevægge og mug på væggene var hvad vi hovedsageligt gik op og ned af). Efter møje og besvær kommer vi til et hul fyldt med vand som vi skulle forbi. Det lyder ikke umiddelbart svært, hvis ikke det var fordi hulet var et par meter i diameter og at ”kanten” langs bassinet var skrå, mindre end en fods længde og glat. Jeg kan sige jer jeg fik hjertebanken og jeg kunne mærke panikken sprede sig – men over kom jeg. Jeg har ingen anelse om hvordan det gik til, da der for resten heller ikke var noget at holde i. Mit hjerte begynder stadig at banke ved den blotte tanke om det. Derefter gik det rimelig smooth og resten af turen var ren fornøjelse (sammenlignet med) og efter blot 45 min. Var vi ude på den anden side igen og aldrig har jeg væres så glad for at betræde græs og se sollys, selvom det ikke umiddelbart lyder af det helt store.

Endnu en dag er gået her i kiwiland, det er utroligt hvordan tiden flyver af sted.