Clifden

I dag den 9 januar tog jeg ud for at se clifden limestone caves med nogle af de andre trainees mellem malkningerne. Da vi ankom lignede det umiddelbart bare en almindenlig bakkeskråling med klippegrund. Indgangen lignede blot et lille hul i bakkeskråningen og man blev også nødt til at dukke sig for at få lov at træde indenfor, blot for at komme ind i bælgravende mørke. Vores hovedlygter oplyste kun en lille plet og gjorde ikke meget gavn, men jeg ville ikke have været foruden den. Uden den ville man ikke have en jordisk chance for at se hvad det er man træder ind til, så det meget indsnævrede synsfelt er trods alt bedre end intet. Grottebunden er et sammensurium at ru klippesten, meget glatte stenoverflader med der mærkværdigste fordybninger og sten i alle størrelser, lige fra et hønseæg til en fodbold. Dette vil altså sige at kawasikisko ikke ligefrem er det bedste fodtøj til sådan en grottevandring, og at folk med svage ankler og knæ også vi få det svære med at komme helskindet gennem grotterne. Det virer sig senere at det samme gælder for høje mennesker eller en smule brede mennesker – hvilket vil sige at grotterne egentlig kun er egnede for kinesere og piger. Jeg valgte så at gå forrest – dumt valg. Det gav mig et par buler i hovedskallen, da loftet lige pludselig blev lavere, og våde fusser da glatte sted og vandpytter ikke er en god kombo. Men spændende var det. Allerede få meter inde i grotten sænkedes loftet og vi blev nødt til at kravle på alle fire et stykke tid for så at komme ind i en noget større gang. Dog stadig med det vanskelige underlag. Flere steder måtte vi kravle over eller under klippeblogge eller smyge os igennem en smal sprække. Dette kan bestemt ikke anbefales for folk med klaustofobi, gangbesvær eller svag mave (siden slimede grottevægge og mug på væggene var hvad vi hovedsageligt gik op og ned af). Efter møje og besvær kommer vi til et hul fyldt med vand som vi skulle forbi. Det lyder ikke umiddelbart svært, hvis ikke det var fordi hulet var et par meter i diameter og at ”kanten” langs bassinet var skrå, mindre end en fods længde og glat. Jeg kan sige jer jeg fik hjertebanken og jeg kunne mærke panikken sprede sig – men over kom jeg. Jeg har ingen anelse om hvordan det gik til, da der for resten heller ikke var noget at holde i. Mit hjerte begynder stadig at banke ved den blotte tanke om det. Derefter gik det rimelig smooth og resten af turen var ren fornøjelse (sammenlignet med) og efter blot 45 min. Var vi ude på den anden side igen og aldrig har jeg væres så glad for at betræde græs og se sollys, selvom det ikke umiddelbart lyder af det helt store.

Endnu en dag er gået her i kiwiland, det er utroligt hvordan tiden flyver af sted.

Siden sidst...

Der er sket meget siden sidst. Så her er lige en lille gennemgang af hvad jeg har brugt tiden på.

4-6 nov: te anau og queenstown

19 nov.: queenstown

2-4 dec.: seminar og mini OL i Chch

15-27 dec.: steward island

28-3 dec-jan: nelson

4. november

Det sneede i winton, hvilket er meget usædvanligt for denne tid på året. De lokale siger at det er 20år siden det sidst har sneet så sent på aaret. Dette betød så også at vores planlagte tur til Milford Sound blev udskifter med en tur til Te Anau om fredagen, efterfulgt af en festlig aften i queenstown lørdag aften. Sagen er den at det dårlige vejr betød at snekæder var påkrævet for at kunne foretage rejsen til milford. Dette var vores bil desværre ikke i besiddelse af, så hvad er der ellers at gøre udover at drikke sig i hegnet. Morgenen efter skulle vi have været på kajaktur, men en for sen bookning betød ingen kajaktur denne gang. I stedet besluttede vi os for paragliding som desværre blev aflyst på grund af en smule blæst. Hvis i spørger mig skulle kiwierne tage at gro sig et par vikingehorn og blæse lidt mere på vejret. Men måske er det meget godt at det ikke står til mig. Safety first. 

19. November

Denne dag stod i ekstremsportens tegn. Jeg startede dagen ud med NZ’s højeste bungy jump, Nevis på 134 meter, efterfulgt af maddog riverborading. Jeg ville ønske at jeg hårdnakket kunne stå ved at at jeg ikke var den mindste smule bange da jeg skulle sparing, at jeg tog det i stiv arm, men sandheden ligger et par stenkast derfra – jeg var lige ved at tisse i bukserne, havde vild hjertebanken og skreg hele vejen ned. Alle 134 meter. Men det var det værd, og jeg gør det gladelig igen. Desuden var udsigten på vej op igen fantastisk og det gav en tid til at falde lidt ned. På vejen hjem fik jeg mig nogle nye koreanske venner (just in case jeg beslutter mig for at tage til sydkorea).

Derefter gik turen til riverborading. Som det lidt er givet ved navnet, handler det om at svømme ned ad en flod på et bodyboard. Desuden blev vi også udstyret med en hjelm og et par svømmefødder. Men det var så også det. Det første vi fik at vide var – i skal kunne svømme, være godt tilpads i og under vand, og hvis nogen lyver om det skal vi nok finde ud af det, for så får i det rigtig svært derude. Alle jer der kender mig bare tilnærmelsesvis godt ved at det ikke rigtig passer på mig. Jeg er nærmere bjergged end vandhund. Men man skal jo se sin frygt i øjnene, og det var hvad jeg gjorde. Efter at være blevet presset ned i bølgen et par gange, af en stor mand der ikke kunne styre sit board, og have prøvet at frygte for mit liv, var det nu meget sjovt. Vi fik endda lov til at blive spændt på et bræt efter en motorbåd og så ellers fuld fart fremad – og sikke en tur det var.

Om aftenen tog jeg til en af traineernes fødselsdag og drak mig i hegnet. Det var en god weekend.

02-04. December

Fredag-søndag.

Fredag

Denne weekend stod på seminar og mini OL med IAEA. På seminaret var vi i Christschurch (også kendt som Chch). Da vi kørte igennem byen kunne man for alvor se resultaterne af kordskælvene sidste år. På vinduer og facader var blevet malet datoerne for hvornår bygningerne var blevet erklæret tomme for mennesker.

Derefter tog vi hen for at høre om road safty. Det viser sig at danskere hernede har over 100 gange større risiko for at dø på vejen hernede end derhjemme. Det viser sig også at farming er det farligste erhverv i NZ. Så nu må vi håbe at jeg kommer hel hjem eftersom jeg åbenbart er ude på en farlig opdagelsesrejse – eller noget i den stil. Efter dette forelæg gik turen til adrenalin forest hvor jeg desværre ikke kunne deltage grundet forstuvet fod. Aftensmad på Speights Alehouse og fest i en kontainerbar – hvilket er en type bar der er blevet udbredt efter alle de barer og pubber der gik til ved jordskælvet. Det er en bar bestående af forskellige kontainere stakket ovenpå hinanden eller ved siden af hinanden. I én kontainer er DJ’en, i en ander baren og i en tredje siddepladser.

Lørdag

Mini OL bestod af en række små lege

                             Forhindringsløb

                             Gummistøvlekast

                             Flytning af vand

                             Flytning af hulahopring

                             4-mands sækkevæddeløb

                             Stafet med oversize tennisbold

Aftenen stod på barbecue og druk (selvfølgelig). Jeg vil ikke gå i detaljer men jeg kan afsløre at nogle var sammen, nolge fik tegnet penisser i ansigter og på halsen, nogle fik lavet er gevaldigt gåsedunssnevejr, nogen fald ned fra et bord, nogle kastede op og nogen snorkede for vildt. Så alt i alt var det jo en meget god fest (:

15-17. december

Torsdag-lørdag

Torsdag

Vi havde en hård bådtur ud til steward island. Det føltes som en meget billig rutsjebane, synes jeg, men folk med svag mave er nok ikke helt enige. Vi fik talt det til at der i alt var 7 der kastede op på den 1 time lange tur. Da vi ankom til steward fik vi en guide bådtur og bushwalk hvor vi så albatros, pingviner, black robin og andre fugle – men dog ikke en kiwi, selvom vi så spor fra en (påstår guiden).

Om aftenen formåede vi at blive inviteret til den samme julefest 3 gange af fordrukne søulke, hvilken vi valgte ikke at tage til. Alkoholikerfest med gamle mennesker. Nej tak.

Fredag

Tramping. Alt var planlagt – middagsmad købt, kort med ruten og spil til underholdningen i middagspausen – og alligevel gik det galt. Vi besluttede os for en 3 timers tramping og alt syntes til at gå fint fe første par timer. Vi undrede og godt nok over at vi ikke kunne se vandet når nu ruten burde gå langs kysten, men det tænkte vi ikke mere over. Så vi fortsatte, overbevidst om at alt var fint nok. Det var så lige indtil vi stødt på en af den slags skilte der viser en hvor man er. Vi var tilsyneladende gået i den fuldstændig modsatte retning af hvor vi skulle have været og havde bevæget og ind på 10 dages ruten. Men hjem kom vi med hjælp fra nogle venlige fremmede.

Fredag aften havde vi inviteret os selv til barbecue hos nogle hollændere der boede i nærheden. Vældig flinke var de og det blev en god aften selvom den sluttede lidt for tildligt.

Lørdag

Julefrokost med trainees + 2 uinviteret hollændere og 3 uinviteret kiwier. Som til alle julefrokoster fik vi alt for meget at spise og alt for meget at drikke (de af os der ikke skulle op på arbejde kl. 5 næste morgen). Vi fik ved samme anledning sagt farvel til en af de andre trainees der tog hjem den efterfølgende onsdag.

28 december til 03 januar

Turen går til nelson – op langs westkysten og ned langs østkysten.

28 december:

Vi tog af sted efter malkning. Jeg hentede Maiken og vi mødtes med Irene i Milton. Aftensmad på subway (hurra for tropical chicken sensation)og kørte til en p-plads udenfor haast hvor vi overnattede i bilen. Vi fik ikke meget søvn, men til gengæld fik vi mange sandfly-bites

29 december:

Vi kørte mod fox allerede 7.30. Stoppede ved an en sø og senere ved en rigtig flot strand der bar overstrøet med hvide sten hvorpå der var skrevet små beskeder og hilsner. Rigtig flot. Vi ankom til fox hvor vi fik de æg og bacon vi havde længtes sådan efter siden vi stod op. Derefter gik turen til helikopterpladsen hvorfra vi skulle flyve op på gletsjeren. Først fik vi strømer og sko og derefter en rigtig fed helikoptertur. Vores pilot tog os på en lille rundtur op omkring gjetsjeren og et rigtig smukt vandfald på bjergskråningen lige ved siden af Fox. Da vi landede på isen mødtes vi med de andre og fik instrukser af vore guide Kurt om hvordan vi skulle færdes på isen. Vi fik crampons (påspændelige pigge) på vores sko samt vandrestave og så var vi ellers klar. Vi fandt ud af at gletsjeren er ca. 180 meter tyk og at det er noget kun mindre end i 2008 hvilket vi kunne se på vegetationslinjen på bjerget.

16.30 var vi hjemme i Fox igen og kørte derfra til Franz Josef hvor vi boede på Glow worm. Der faldt vi i søvn 18.30 og vågnede ikke for 7.30 næste morgen.

30. december:

Da vi kom udenfor greymouth begyndte vejret at blive rigtig dårligt og det stod ned i stænger hele vejen til pancake rocks. Som de vikinger vi er besluttede vi os for at trodse vejret og gå ud for at se de så famøse klipper. Det fortræd vi bestemt ikke selvom vi gennemblødte de vi kom til bage (og efter udveksling af vores og de andres oplevelse ved klipperne, lyder det til at det var godt vi så dem i stormvejr og ikke i roligt vejr, som de andre trainees gjorde og ikke fandt særlig spektakulært). Turen gik vidre til Westport hvor vi fik aftensmad og samlede en blaffer op på vejen – hvordan kunne vi lade ham stå ude i det lortevejr in the middle of nowhere indtil den næste bil ville komme?

Ankomst til Nelson 20.30 på Beachcomber eftersom den campingplads vi skulle være på var ved at blive oversvømmet. Aftenen stod på fest med de andre trainees, der var ankommet før os, og så lige et smut på bar som desværre lukkede allerede kl. 3.00.

31. december:

Vi stod op kl 12.30. Shoppede, spiste masser af hindbær og fik meget sen morgenmad. Kl. 7 mødtes vi med de andre trainees på bar/resturanten 623 hvor vi spiste og derefter gik hjem for at drikke efterfulgt af bytur.

Mangel på taxaer betød at nogle af os måtte gå de 4,6 km hjem til hotellet.

1 januar:

ingenting. Vi fladede ud. Tog må markedet hvor vi gik lidt rundt og kiggede blot for at tage hjem en time. Om aftenen spiste vi på the hot rock og mødte nogle venlige kiwier på vej ind til byen. Vi valgte så at hænge ud med dem i stedet og fik som tak for det en masse sandfly-bites. Lige som de andre var stoppet med at klø. På vejen hjem til hotellet igen mødte vi pizzamanden så åbenbart kunne genkende os, og fik lige en lille sludder med ham.

2. Januar:

Check ud allerede kl. 10 og så gik turen ellers hjemad. I lortevejr. Lidt udenfor kaikoura så vi delfiner og spækhuggere helt inde ved kysten, samt en sælkoloni. Det er ellers ikke så tit man får den at se uden at tege en betalt tur ud på åben vand, men nogle gange er man vel bare heldig.

På vej til Chch møder vi nogle kiwier som vi aftaler at mødes og feste med senere. Da vi har fundet et motel oplever i vores første jordskælv ö vi får så senere af vide at der har være over 40 af dem den samme dag før vi ankom, men det var nu stadig meget sjovt eftersom det kune var et lille et – det formåede nu alligevel at få malerierne til at klapre på væggene, glasruderne i butikkerne til at bølge og glasflasker til at knalde vi sammenstød med hinanden.

3. dec:

Sikke en lang køretur det var hjem.