Sidste del af eventyret kan nu påbegyndes

Ferie med Irene og Jonas

Dag 1 den 28 april: robtic shed, queenstown

Dag 2 den 29 april: arrowtown, overnatning ved lake tekapo

Dag 3 den 30 april: turen går til kaikoura – løbetur og spabad

Dag 3 den 1 maj: peninsula walkway, picton, wellington

Dag 4 den 2 maj: wellington til tongariro nationalark

Dag 5 den 3 maj: alpine crossing; 19,4 km, taupo

Dag 6 den 4 maj: taupo til rotorua

Dag 7 den 5 maj: rotorua; wai-o-tapu, bade i kilde

Dag 7 den 6 maj: rotorua; whangarewarewa ”the living thermal village”, til hamilton

Dag 8

Den 26 april – torsdag

Det er sidste dag før jeg er færdig her og kommer min rejseveninde Irene herned fra Middelmarch af. Dagen går stille gik stille og roligt som den altid gør. I det mindste lige indtil mørket lagde sig. Både rejseveninden og canadieren Trisha holdt mig med selskab den aften. Irene får et par velkomstøller og kommer hurtigt i godt humør, hvilket betyder at munden går og de sjove historier ruller. Trisha havde fået den gode ide at farve hår og det skulle vi selvfølgelig hjælpe hende med. Det blev så irenes job mens jeg vaskede op efter aftensmaden og resultatet blev overraskende vellykket taget i betragtning at det var hendes første gang. Med et stort smil på læben tog min tossede canadiske veninde hjem men en flot nyfarvet hårpragt, mens jeg og irene fik hentet op på alt det der var sket siden sidst. En god næsten-sidste dag.

Den 27 april - fredag

Irene var med til morgenmalkning selvom det var noget kun tidligere end hun var vant til og hun bestemt kunne mærke øllerne fra aftenen før. Det var sjovt, og lidt pinligt, at se en nybegynders første malkning eftersom jeg ikke kunne se hvordan jeg selv så ud i begyndelsen. Men jeg må sige at hun klarede det rigtig flot og da morgenmalkningen var omme var hun næsten helt god, af en nybegynder. Jo den tøs har potentiale. Aftenmalkningen klarede jeg selv mens irene var på motorcykeltur med min værtsfar. Der dukkede dog en lille overraskelse frem til denne sidste malkning. En lille overraskelse med masser af energi og et dejligt smittende humør – hobitten Trisha. Hvis der var noget den kunne gøre det bedre en faktum at jeg aldrig nogensinde mere skal malke så var det at have trisha der. Det endte med at blive en rigtig god og sjov malkning (hvem skulle have troet det) med min gode veninde og min søde medarbejder. Det var sørgeligt at tage afsked med ham da malkningen var over, hende ville jeg se igen allerede lørdag aften.

Dag 1 den 28 april – lørdag

Lørdag lød planerne på et visit til robotic shed efterfulgt af pakning af bilen og afrundet med en fordrukken aften i queenstown. Der var ret fascinerende at se køer blive malket udelukkende af maskiner, bare det at robotten kunne lokalisere hver eneste pat for hvorefter at rengøre dem, cuppe dem og teatspraye dem. Og som toppen på kransekagen blev jeg slikket på numsen af en nysgerrig ko mens jeg stod og betragtede dette vidunder. Næste stop blev New world for at købe ind til aftensmad, morgenmad og pandekager som blev vores middagsmad den dag. Efter en hurtig afsked med min værtsfamilie gik turen til gore hvor vi skulle samle vores tyske rejsekammerat op og derefter køre til queenstown for at mødes med trisha. Derefter gik det som det altid går; sprut, lidt mere sprut, endnu mere sprut, alt for meget sprut og det uundgåelige, tømmermænd.

Dag 2 den 29 april – søndag

Trisha skulle tidligt op til bungyjumping så før hun tog af sted vækkede hun os så vi kunne sige farvel. Jeg prøver ikke at tænke på det som at jeg tog afsked med en veninde, men som at nåede at få bygget et godt venskab op som tager lidt indsats at vedligeholde. Da vi endelig fik snøvlet os ud af sengen gik vi nedenunder og fik morgenmad og døde et par gange før vi kom ud ad døren. Jonas skydiving blev aflyst så vi tog direkte til arrowtown. Arrowtown er en af de byer der er som revet ud af et maleri, især i efteråret. Smukke oldfashioned gårde og huse er spredt ud over området med farverige bjerge som baggrund i dette idylliske scenarie. At bo her ville være som at bo i en drøm. Mig og jonas gik en tur gennem skoven mens irene sov den ud i bilen. Mens vi gik og blev bombarderet med sanseindtryk ser vi et brudepar få taget deres billede her midt i skoven og man kan bestemt ikke bebrejde dem for at vælge dette sted. Vi sætter so på brinken og betragter dem og nyder vejret, lige indtil det slår om og begynder at regne. Så går den ellers over stok og sten tilbage til bilen. Herfra går turen til lake tekapo hvor vi tilbringer natten.

Dag 3 den 30 april – mandag

Mandag morgen tager vi et smut forbi den lokale kirke med udsigt over søen inden vi forlader Lake tekapo for at drage nord på til kaikoura. Det meste af dagen går med at køre derop og vi ankommer ved femtiden. Lige tidsnok til at handle ind inden mørket falder på. Efter at være tjekket in på dusky lodge beslutter vi os alle for at løbe en tur på stranden efterfulgt af spabad inden den står på madlavning. I aften er det min madlavningsaften så ”selvfølgelig” står den på en lækker gang risotto med masser af løg. Med stærk løgånde går vi tre i seng – varme, mætte og trætte.

Dag 4 den 1 april – tirsdag

Dagen forinden bookede whale watching og glæder os forventningsfulde til at opleve havets kæmper helt tæt på. De vi kommer ned til tjek ind får vi dog af vide at dagens to første afgange er blevet aflyst da søen er for oprørt. Vi belsutter så i stedet for peninsula walkway på 3 timer der tager os rundt om halvøen ved kaikoura. En kold og hård vind kan nok få aflyst whale watching men ikke tage modet fra os rigtige vikinger. Vi trodser vejret og det viser sig at være det hele værd. En hurtig frokost på plænen og turen går til Picton hvor vi spiser aftensmad på the flying haggis (som ironisk nok ikke sælger haggis) og kl 7 tager færgen til Wellington. Da vi stiger om bord på færgen går det længe før vi opdager at det er et dansk skib. Dette skyldes delvist at der med store bogstaver står et digt skrævet på væggen på dansk, men også dét at bornholm er skrevet i store bogstaver ved indgangen. Da vi først er kommet ud af sundet begynder det sjove . Sjov i form af 6 meter høje bølger, potter og pander der kommer flyvende fra skibskøkkenet, folk der ligger og kaster op over det hele og høje metalliske lyde kommende fra skroget. Det bliver så ligge toppet af med at en fra besætningen fortæller os at skibet slet ikke er bygget til sådan et vejr. Efter mere end 3 timer ankommer vi i sikker havn i Wellington for blot a opdage at steder hvor vi har booket senge er et faldefærdigt sted lugtende af cannabis og med baldrede ruder, men efter en lagt dag går der ikke længe før hovedet rammer puden.

Dag 5 den 2 april – onsdag

Dagen begynder ikke meget bedre end den sluttede. Det står ned i stænger, så hvad er der bedre at give sig til end at bruge tiden i en varm bil og begynde at lægge wellington bag os. De første par timer er vi ikke synderlig imponeret af nordøen og savner allerede det stille syd hvor vi har tilbragt tiden de sidste 6 måneder. Stille og roligt begynder det dog at lysne og da vi når Tongariro national park er regnen forsvundet, himlen lysnet op og temperaturen faldet betragteligt. Dette kan bestemt også mærkes da vi træder ind i vores hytte og det kan kun gå for langsomt med at få varme på. Denne aften er det irenes tur til at vinge grydeskeen så hun fremtryller spaghetti med kødsovs mens jeg ordner vores vasketøj. Derefter får vi planlagt den kommende dags bjergvandring men er lidt urolige over den da vandrere blot få dage før blev fanget i en snestorm på den eksakt samme rute. De blev kun lige med nød og næppe reddet ud. Timer senere stadig forfrosne men med rent tøj går vi i seng med kriller i maven over morgendagens tur. 

Dag 6 den 3 april – torsdag

Op og af med dynen allerede kl. 6.30. Dagen begynder tidligt når man skal krydse bjergene og nå hjem inden solen går ned kl 17. Efter en god gang stres kommer vi ud af døren, får lånt vandrestøvler og kommer med bussen i tide. Dagens beklædning står på: skiundertøj, uldundertrøje, træningsbukser, et par ekstra bukser, fleecetrøje, vindbreaker og uldsokker, samt hue vanter og halstørklæde. Efter godt 25 minutters køretur bliver vi læsset af ved en parkeringsplads. Vi får oplyst at der kun er 4 toiletter på denne 6-8 timers vandretur; ét i hver ende, ét efter 1½ times vandring og ét 2 timer før målet er nået. Det vil sige at der er et godt stykke uden toiletter og ingen mulighed for at lette trangen derimellem eftersom vi befinder os blandt meget skrøbelig natur der stadig kommer sig over udbruddet i 1975. Guiden venter indtil 8.30 med at sende os af sted så sneen kan nå at smelte så meget som muligt før han slipper os løs for at prøve kræfter med naturen. Ruten vi har valgt at gå fører os mellem bjergene mt ngauruhoe  og mt tongariro der begge er del af en aktiv. Mt ngauruhoe, kendt fra ringenes herre, gik sidst i udbrud i 1975 og bjergsiden ligger stadig øde hen. Mellem de to bjerge er der sparsomt vegetation, kun få planter ser ud til at kunne holde til de barske vejrforhold. Så sent som dagen før var bjergene dækket i sne og allerede weekenden før blev de nødt til at redde folk ud via helikopter – tilsyneladende var bare dét at få en helikopter derop en opgave i sig selv. Vi har dog været heldige at ramme en af de gode dage med højt solskin og begrænset behov for vindbreaker, hue, vanter og halstørklæde.  Eftersom ruten fører os mellem to tæt liggende bjerge kan vi ikke blive fri for en vis stigning. Stigningen på denne rute strækker sig over de første 9 km og er på 800 meter. Det vil sige at vi når et højdepunkt på 1880 meter over havets overflade, hvilket igen betyder en utrolig udsigt. Til den ene side kunne vi se hele lake taupo og til den anden side mt taranaki.  Derefter går det ellers ned ad de næste 10,4 km. Det er ikke så nemt som det lyder, da denne sidste del af turen fører os gennem meget snoede bjergsider, stejle trapper, løse sten i alle størrelser og løst jord der kun kan tages på én måde – ved at slå bremserne i og glide indtil der er fast grund under fødderne (og håbe på at man ikke tager den ud over kanten ned i en af de dampende, farvede søer der befinder sig et godt stykke længere nede). Efter godt 7 timer og ben der så småt er ved at blive ømme, når vi målet 15.40. Efter en så uforglemmelig tur kan vi tilfredse vinke farvel til tongariro nationalpark og køre mod taupo. 

...fortsættelse følger

jeg er så dårlig til at huske at føre logbog

14-16. januar

Denne weekend skulle være gået til skydiving over lake wakatipu men blev grundet en smule vind aflyst 3 dage i træk. Men ikke om vi skulle spilde vores tid queenstown, så vi besluttede os for at tage på horsetrekking i Paradis. Heller ikke dette ville vejret lade os gennemføre – selvom vejret var fint i Queenstown stod det ned i stænger da vi kom til Glenorchy, og turen blev aflyst af sikkerhedsmæssige årsager. Altså spildte vi en hel lørdag på at få aflyst skydiving og på at tage til glenorchy og hjem igen. Efter en spildt dag skulle aftenen ikke også spildes så der blev hældt rigeligt at stærke sager ned og det endte med at blive en sen aften (for dem af os der ikke var fornuftige nok til at gå tidlig i seng). Søndag blev skydiving igen aflyst. Igen, igen. Så denne weekend så ud til at være ret spildt. Meeen der er altid noget at lave i Queenstown (især hvis man er villig til at betale for det), så vi besluttede os for at prøve whitewater riverrafting. Det var super sjovt og bestemt pengene værd – dog var billederne ikke værd at betale for, så dem lod jeg fotografen beholde for sig selv. Om aftenen besluttede vi os for at køre mod milford sound der burde være fantastisk efter så heftigt et regnvejr vi havde haft den weekend, og det var det bestemt også. Vi mellemlandede dog i Te Anau hvor vi tilbragte natten i en lille, iskold hytte med fantastisk udsigt over søen. Næste morgen stod på en øm hals og en fantastisk køretur mod milford sound. Hvis i spørger mig er det lige før turen derop er smukkere end selve milford. Denne billedskønne køretur byder på den smukke vandspejling i mirror lake, fantastiske udsigter over gletsjerdale, sneklædte bjerge og flere vandfald end man kan tælle – både store og overvældende, som små og mangfoldige.

Vi brugte et par timer på at sejle op og ned ad milford og kunne derefter se frem til en lang køretur hjem – 4 timer for mig og 8 timer for min rejseveninde. Puha en lang tur det var, men det var også det værd.

27.-29. januar

Siden skydiving blev aflyst sidste weekend, prøver vi da bare igen denne weekend, var tanken. Så det var det vi gjorde og selvfølgelig blev det aflyst igen igen, så lørdagen brugte jeg på at tulle rundt i Queenstowns park og nyde lidt kvalitetstid med mit kamera mens min rejseveninde var ude at prøve nevis swing med nogle af de andre trainees. Aftensmad på winnies hvor vi blev serviceret af en surferdude med fedtet hår og sin t-shirt omvendt på. Derefter gik turen til motelværelset hvor nød lidt ”voksensaftevand” inden vi tog derhen hvor vi altid tager hen – barerne i Queenstown selvfølgelig. Eftersom skydiving nu var blevet aflyst de sidste 4 gange vi havde booket valgte vi (jeg) at drikke min en kæp i øret, hvilket også betyder massive tømmermænd dagen efter. Der findes heldigvis en relativ god kur mod dette, hvilket er cafe vudus bjerg af en mordenmad – toastbrød stakket med kartoffelbåde, pølser, scrambeled eggs og bacon. Bare tanken om dette får mundvandet til at rende og smagen af det er endnu bedre. Efter morgenmanden, stadig med en smule tømmermænd, begav vi os mod Nzones skydiving center for at få at vide at vi godt kunne komme op i dag og at der var afgang om 10 min. Endelig skulle det ske og så skulle jeg selvfølge lige drikke mig i hegnet dagen før – typisk.

Dog kan jeg informere jer om at skydiving er fantastisk, selv med tømmermænd. Det er fuldstændig surrealistisk at stå deroppe, 12000 fod over den verden man kender, og kigge ned. Selv den værste højdeskræk ville ikke have noget at sige i dette tilfælde. Når man kommer så højt op dukker tanken slet ikke op at det er langt at falde. Det er som at se et videoklip på tv, jeg følte mig som en tilskuer siddende på første parket når luftbilledet af verden vises. Smukt. Andet kan jeg ikke sige – ikke før springet kommer. Springet er ikke bare smukt men en oplevelse udover alt jeg har prøvet før. Det eneste der tilnærmelsesvis kan hamle op med det er et spring fra verdens højeste bungy, selvom de to fald ikke kan sammenlignes. Bungy er vildere, mens  skydiving er en mere overvældende oplevelse. De eneste ord jeg kunne få ud da jeg kom ned var ”wow” og en række lyde den ikke ville give nogen mening for det menneskelige øre.

Fantastisk og bestemt ikke sidste gang. (billederne ligger på en cd og da jeg ikke har CD-drev kan i ikke komme til at se dem)

4.-19. februar

Så kan min ferie med Arthur endelig begynde. Planen lyder som følgende:

                             Day 1: Doubtful sound overnight cruise

                             Dag 2: doubtful sound overnight curise, overnatning quenstown

                             Dag 3: mt. cook

                             Dag 3: lake tekapo

                             Dag 4: ashburton, pubnight med ashburton trainees

                             Dag 5: Akaroa, svømme med delfiner

                             Dag 6: Arthurs pass

                             Dag 7: køre mod golden bay og able tasman

                             Dag 8: able tasman nationalpark

                             Dag 9: able tasman nationalpark

                             Dag 10: Nelson

                             Dag 11: Marlborough sound

                             Dag 12: kaikoura

                             Dag 13: middelmarch

                             Dag 14: hjemtur

                             Dag 15: hjemme

Men selvfølgelig går altid ikke altid lige efter planen så ferie udformede sig lidt anderledes men det blev dog stadig en rigtig god ferie.

jeg er endnu kun kommet til at skrive om dag 5, undskyld forsinkelse med der sker så meget hernede i kiwiland så hvem giver at sidde foran skærmen hele tiden når man kan hænge ud med niceass trainees man er hernede sammen med (:

varme tanker fra varme kiwiland til jer der sidder derhjemme

 

Clifden

I dag den 9 januar tog jeg ud for at se clifden limestone caves med nogle af de andre trainees mellem malkningerne. Da vi ankom lignede det umiddelbart bare en almindenlig bakkeskråling med klippegrund. Indgangen lignede blot et lille hul i bakkeskråningen og man blev også nødt til at dukke sig for at få lov at træde indenfor, blot for at komme ind i bælgravende mørke. Vores hovedlygter oplyste kun en lille plet og gjorde ikke meget gavn, men jeg ville ikke have været foruden den. Uden den ville man ikke have en jordisk chance for at se hvad det er man træder ind til, så det meget indsnævrede synsfelt er trods alt bedre end intet. Grottebunden er et sammensurium at ru klippesten, meget glatte stenoverflader med der mærkværdigste fordybninger og sten i alle størrelser, lige fra et hønseæg til en fodbold. Dette vil altså sige at kawasikisko ikke ligefrem er det bedste fodtøj til sådan en grottevandring, og at folk med svage ankler og knæ også vi få det svære med at komme helskindet gennem grotterne. Det virer sig senere at det samme gælder for høje mennesker eller en smule brede mennesker – hvilket vil sige at grotterne egentlig kun er egnede for kinesere og piger. Jeg valgte så at gå forrest – dumt valg. Det gav mig et par buler i hovedskallen, da loftet lige pludselig blev lavere, og våde fusser da glatte sted og vandpytter ikke er en god kombo. Men spændende var det. Allerede få meter inde i grotten sænkedes loftet og vi blev nødt til at kravle på alle fire et stykke tid for så at komme ind i en noget større gang. Dog stadig med det vanskelige underlag. Flere steder måtte vi kravle over eller under klippeblogge eller smyge os igennem en smal sprække. Dette kan bestemt ikke anbefales for folk med klaustofobi, gangbesvær eller svag mave (siden slimede grottevægge og mug på væggene var hvad vi hovedsageligt gik op og ned af). Efter møje og besvær kommer vi til et hul fyldt med vand som vi skulle forbi. Det lyder ikke umiddelbart svært, hvis ikke det var fordi hulet var et par meter i diameter og at ”kanten” langs bassinet var skrå, mindre end en fods længde og glat. Jeg kan sige jer jeg fik hjertebanken og jeg kunne mærke panikken sprede sig – men over kom jeg. Jeg har ingen anelse om hvordan det gik til, da der for resten heller ikke var noget at holde i. Mit hjerte begynder stadig at banke ved den blotte tanke om det. Derefter gik det rimelig smooth og resten af turen var ren fornøjelse (sammenlignet med) og efter blot 45 min. Var vi ude på den anden side igen og aldrig har jeg væres så glad for at betræde græs og se sollys, selvom det ikke umiddelbart lyder af det helt store.

Endnu en dag er gået her i kiwiland, det er utroligt hvordan tiden flyver af sted.

Siden sidst...

Der er sket meget siden sidst. Så her er lige en lille gennemgang af hvad jeg har brugt tiden på.

4-6 nov: te anau og queenstown

19 nov.: queenstown

2-4 dec.: seminar og mini OL i Chch

15-27 dec.: steward island

28-3 dec-jan: nelson

4. november

Det sneede i winton, hvilket er meget usædvanligt for denne tid på året. De lokale siger at det er 20år siden det sidst har sneet så sent på aaret. Dette betød så også at vores planlagte tur til Milford Sound blev udskifter med en tur til Te Anau om fredagen, efterfulgt af en festlig aften i queenstown lørdag aften. Sagen er den at det dårlige vejr betød at snekæder var påkrævet for at kunne foretage rejsen til milford. Dette var vores bil desværre ikke i besiddelse af, så hvad er der ellers at gøre udover at drikke sig i hegnet. Morgenen efter skulle vi have været på kajaktur, men en for sen bookning betød ingen kajaktur denne gang. I stedet besluttede vi os for paragliding som desværre blev aflyst på grund af en smule blæst. Hvis i spørger mig skulle kiwierne tage at gro sig et par vikingehorn og blæse lidt mere på vejret. Men måske er det meget godt at det ikke står til mig. Safety first. 

19. November

Denne dag stod i ekstremsportens tegn. Jeg startede dagen ud med NZ’s højeste bungy jump, Nevis på 134 meter, efterfulgt af maddog riverborading. Jeg ville ønske at jeg hårdnakket kunne stå ved at at jeg ikke var den mindste smule bange da jeg skulle sparing, at jeg tog det i stiv arm, men sandheden ligger et par stenkast derfra – jeg var lige ved at tisse i bukserne, havde vild hjertebanken og skreg hele vejen ned. Alle 134 meter. Men det var det værd, og jeg gør det gladelig igen. Desuden var udsigten på vej op igen fantastisk og det gav en tid til at falde lidt ned. På vejen hjem fik jeg mig nogle nye koreanske venner (just in case jeg beslutter mig for at tage til sydkorea).

Derefter gik turen til riverborading. Som det lidt er givet ved navnet, handler det om at svømme ned ad en flod på et bodyboard. Desuden blev vi også udstyret med en hjelm og et par svømmefødder. Men det var så også det. Det første vi fik at vide var – i skal kunne svømme, være godt tilpads i og under vand, og hvis nogen lyver om det skal vi nok finde ud af det, for så får i det rigtig svært derude. Alle jer der kender mig bare tilnærmelsesvis godt ved at det ikke rigtig passer på mig. Jeg er nærmere bjergged end vandhund. Men man skal jo se sin frygt i øjnene, og det var hvad jeg gjorde. Efter at være blevet presset ned i bølgen et par gange, af en stor mand der ikke kunne styre sit board, og have prøvet at frygte for mit liv, var det nu meget sjovt. Vi fik endda lov til at blive spændt på et bræt efter en motorbåd og så ellers fuld fart fremad – og sikke en tur det var.

Om aftenen tog jeg til en af traineernes fødselsdag og drak mig i hegnet. Det var en god weekend.

02-04. December

Fredag-søndag.

Fredag

Denne weekend stod på seminar og mini OL med IAEA. På seminaret var vi i Christschurch (også kendt som Chch). Da vi kørte igennem byen kunne man for alvor se resultaterne af kordskælvene sidste år. På vinduer og facader var blevet malet datoerne for hvornår bygningerne var blevet erklæret tomme for mennesker.

Derefter tog vi hen for at høre om road safty. Det viser sig at danskere hernede har over 100 gange større risiko for at dø på vejen hernede end derhjemme. Det viser sig også at farming er det farligste erhverv i NZ. Så nu må vi håbe at jeg kommer hel hjem eftersom jeg åbenbart er ude på en farlig opdagelsesrejse – eller noget i den stil. Efter dette forelæg gik turen til adrenalin forest hvor jeg desværre ikke kunne deltage grundet forstuvet fod. Aftensmad på Speights Alehouse og fest i en kontainerbar – hvilket er en type bar der er blevet udbredt efter alle de barer og pubber der gik til ved jordskælvet. Det er en bar bestående af forskellige kontainere stakket ovenpå hinanden eller ved siden af hinanden. I én kontainer er DJ’en, i en ander baren og i en tredje siddepladser.

Lørdag

Mini OL bestod af en række små lege

                             Forhindringsløb

                             Gummistøvlekast

                             Flytning af vand

                             Flytning af hulahopring

                             4-mands sækkevæddeløb

                             Stafet med oversize tennisbold

Aftenen stod på barbecue og druk (selvfølgelig). Jeg vil ikke gå i detaljer men jeg kan afsløre at nogle var sammen, nolge fik tegnet penisser i ansigter og på halsen, nogle fik lavet er gevaldigt gåsedunssnevejr, nogen fald ned fra et bord, nogle kastede op og nogen snorkede for vildt. Så alt i alt var det jo en meget god fest (:

15-17. december

Torsdag-lørdag

Torsdag

Vi havde en hård bådtur ud til steward island. Det føltes som en meget billig rutsjebane, synes jeg, men folk med svag mave er nok ikke helt enige. Vi fik talt det til at der i alt var 7 der kastede op på den 1 time lange tur. Da vi ankom til steward fik vi en guide bådtur og bushwalk hvor vi så albatros, pingviner, black robin og andre fugle – men dog ikke en kiwi, selvom vi så spor fra en (påstår guiden).

Om aftenen formåede vi at blive inviteret til den samme julefest 3 gange af fordrukne søulke, hvilken vi valgte ikke at tage til. Alkoholikerfest med gamle mennesker. Nej tak.

Fredag

Tramping. Alt var planlagt – middagsmad købt, kort med ruten og spil til underholdningen i middagspausen – og alligevel gik det galt. Vi besluttede os for en 3 timers tramping og alt syntes til at gå fint fe første par timer. Vi undrede og godt nok over at vi ikke kunne se vandet når nu ruten burde gå langs kysten, men det tænkte vi ikke mere over. Så vi fortsatte, overbevidst om at alt var fint nok. Det var så lige indtil vi stødt på en af den slags skilte der viser en hvor man er. Vi var tilsyneladende gået i den fuldstændig modsatte retning af hvor vi skulle have været og havde bevæget og ind på 10 dages ruten. Men hjem kom vi med hjælp fra nogle venlige fremmede.

Fredag aften havde vi inviteret os selv til barbecue hos nogle hollændere der boede i nærheden. Vældig flinke var de og det blev en god aften selvom den sluttede lidt for tildligt.

Lørdag

Julefrokost med trainees + 2 uinviteret hollændere og 3 uinviteret kiwier. Som til alle julefrokoster fik vi alt for meget at spise og alt for meget at drikke (de af os der ikke skulle op på arbejde kl. 5 næste morgen). Vi fik ved samme anledning sagt farvel til en af de andre trainees der tog hjem den efterfølgende onsdag.

28 december til 03 januar

Turen går til nelson – op langs westkysten og ned langs østkysten.

28 december:

Vi tog af sted efter malkning. Jeg hentede Maiken og vi mødtes med Irene i Milton. Aftensmad på subway (hurra for tropical chicken sensation)og kørte til en p-plads udenfor haast hvor vi overnattede i bilen. Vi fik ikke meget søvn, men til gengæld fik vi mange sandfly-bites

29 december:

Vi kørte mod fox allerede 7.30. Stoppede ved an en sø og senere ved en rigtig flot strand der bar overstrøet med hvide sten hvorpå der var skrevet små beskeder og hilsner. Rigtig flot. Vi ankom til fox hvor vi fik de æg og bacon vi havde længtes sådan efter siden vi stod op. Derefter gik turen til helikopterpladsen hvorfra vi skulle flyve op på gletsjeren. Først fik vi strømer og sko og derefter en rigtig fed helikoptertur. Vores pilot tog os på en lille rundtur op omkring gjetsjeren og et rigtig smukt vandfald på bjergskråningen lige ved siden af Fox. Da vi landede på isen mødtes vi med de andre og fik instrukser af vore guide Kurt om hvordan vi skulle færdes på isen. Vi fik crampons (påspændelige pigge) på vores sko samt vandrestave og så var vi ellers klar. Vi fandt ud af at gletsjeren er ca. 180 meter tyk og at det er noget kun mindre end i 2008 hvilket vi kunne se på vegetationslinjen på bjerget.

16.30 var vi hjemme i Fox igen og kørte derfra til Franz Josef hvor vi boede på Glow worm. Der faldt vi i søvn 18.30 og vågnede ikke for 7.30 næste morgen.

30. december:

Da vi kom udenfor greymouth begyndte vejret at blive rigtig dårligt og det stod ned i stænger hele vejen til pancake rocks. Som de vikinger vi er besluttede vi os for at trodse vejret og gå ud for at se de så famøse klipper. Det fortræd vi bestemt ikke selvom vi gennemblødte de vi kom til bage (og efter udveksling af vores og de andres oplevelse ved klipperne, lyder det til at det var godt vi så dem i stormvejr og ikke i roligt vejr, som de andre trainees gjorde og ikke fandt særlig spektakulært). Turen gik vidre til Westport hvor vi fik aftensmad og samlede en blaffer op på vejen – hvordan kunne vi lade ham stå ude i det lortevejr in the middle of nowhere indtil den næste bil ville komme?

Ankomst til Nelson 20.30 på Beachcomber eftersom den campingplads vi skulle være på var ved at blive oversvømmet. Aftenen stod på fest med de andre trainees, der var ankommet før os, og så lige et smut på bar som desværre lukkede allerede kl. 3.00.

31. december:

Vi stod op kl 12.30. Shoppede, spiste masser af hindbær og fik meget sen morgenmad. Kl. 7 mødtes vi med de andre trainees på bar/resturanten 623 hvor vi spiste og derefter gik hjem for at drikke efterfulgt af bytur.

Mangel på taxaer betød at nogle af os måtte gå de 4,6 km hjem til hotellet.

1 januar:

ingenting. Vi fladede ud. Tog må markedet hvor vi gik lidt rundt og kiggede blot for at tage hjem en time. Om aftenen spiste vi på the hot rock og mødte nogle venlige kiwier på vej ind til byen. Vi valgte så at hænge ud med dem i stedet og fik som tak for det en masse sandfly-bites. Lige som de andre var stoppet med at klø. På vejen hjem til hotellet igen mødte vi pizzamanden så åbenbart kunne genkende os, og fik lige en lille sludder med ham.

2. Januar:

Check ud allerede kl. 10 og så gik turen ellers hjemad. I lortevejr. Lidt udenfor kaikoura så vi delfiner og spækhuggere helt inde ved kysten, samt en sælkoloni. Det er ellers ikke så tit man får den at se uden at tege en betalt tur ud på åben vand, men nogle gange er man vel bare heldig.

På vej til Chch møder vi nogle kiwier som vi aftaler at mødes og feste med senere. Da vi har fundet et motel oplever i vores første jordskælv ö vi får så senere af vide at der har være over 40 af dem den samme dag før vi ankom, men det var nu stadig meget sjovt eftersom det kune var et lille et – det formåede nu alligevel at få malerierne til at klapre på væggene, glasruderne i butikkerne til at bølge og glasflasker til at knalde vi sammenstød med hinanden.

3. dec:

Sikke en lang køretur det var hjem.