Nu må vi se om vingerne kan bære

Efter hvad der virker som en uendelig lang flyvetur er jeg ankommet til New Zealand. Med ed ca. 11 timer forskydning af døgnrytmen og senge i form af ukomfortable flysæder lider jeg voldsomt af jetlag og jeg må indrømme at aldrig hav jeg været gladere for at se en seng end da jeg trådte ind i mit værelse hos Alexander familien. Min værtsfamilie er rigtig søde og har givet mig de første par dage her til at komme mig og bare flade ud – selvom det ikke er helt sådan det er gået for sig. Jeg blev hentet af min værtsmor i lufthavnen i Invercargill hvor hun bød på chokoladebar og derefter kørte mig hjem til en omgang gryderet og ris (yum). Fredag morgen stod jeg tidligt op (ca. kl 7) og tog med min værtsmor ud at fodre kalve - udelukkende fordi jeg lod mig styre af min nysgerrighed, selvom de foreslog at jeg bare skulle slappe af. Slappet af fik jeg da også gjort da vi efter et par timer ,kl. 11 ca., kom ind igen og jeg bare var putteklar. Efter et par timer på øjet tog hun mig med ind til først winton og derefter Invercargill for at får ordnet det nødvendige sager (+18 card, forsikring og internet m.m.). Jeg lærte også at der faktisk er noget der hedder New Zealandsk da jeg måtte prøve at oversætte denne sætning til engelsk "Dæs air cavs too" og fik det oversat til "that's our cows too". Efter tidlig aftensmad kl 18 var jeg klar til at gå i seng og slukkede natlampen kl 20. Sådan forløb den første dag i New Zealand.

Det upraktiske ved at gå tidligt iseng er at man også vågner tidligt. Jeg vådnede i morges ved 4 tiden og tog med min værtsfar ud at indfange køerne til malkning. Ved 7tiden var vi tilbage ved huset og jeg sidder netop nu og har lige fået internetforbindelse fra min computer. I aften regner vi med at følge rugby semifinalen – Australien mod New Zealand. På mandag skal jeg lære at malke og så kan det rigtige arbejde begynde.