Ferie med Irene og Jonas
Dag 1 den 28 april: robtic shed, queenstown
Dag 2 den 29 april: arrowtown, overnatning ved lake tekapo
Dag 3 den 30 april: turen går til kaikoura – løbetur og
spabad
Dag 3 den 1
maj: peninsula walkway, picton, wellington
Dag 4 den 2 maj: wellington til tongariro nationalark
Dag 5 den 3 maj: alpine crossing; 19,4 km, taupo
Dag 6 den 4 maj: taupo til rotorua
Dag 7 den 5 maj: rotorua; wai-o-tapu, bade i kilde
Dag 7 den 6 maj: rotorua; whangarewarewa ”the living thermal
village”, til hamilton
Dag 8
Den 26 april – torsdag
Det er sidste dag før jeg er færdig her og kommer min rejseveninde Irene herned fra Middelmarch af. Dagen går stille gik stille og roligt som den altid
gør. I det mindste lige indtil mørket lagde sig. Både rejseveninden og canadieren Trisha holdt mig
med selskab den aften. Irene får et par velkomstøller og kommer hurtigt i godt
humør, hvilket betyder at munden går og de sjove historier ruller. Trisha havde
fået den gode ide at farve hår og det skulle vi selvfølgelig hjælpe hende med.
Det blev så irenes job mens jeg vaskede op efter aftensmaden og resultatet blev
overraskende vellykket taget i betragtning at det var hendes første gang. Med
et stort smil på læben tog min tossede canadiske veninde hjem men en flot
nyfarvet hårpragt, mens jeg og irene fik hentet op på alt det der var sket
siden sidst. En god næsten-sidste dag.
Den 27 april - fredag
Irene var med til morgenmalkning selvom det var noget kun
tidligere end hun var vant til og hun bestemt kunne mærke øllerne fra aftenen
før. Det var sjovt, og lidt pinligt, at se en nybegynders første malkning
eftersom jeg ikke kunne se hvordan jeg selv så ud i begyndelsen. Men jeg må
sige at hun klarede det rigtig flot og da morgenmalkningen var omme var hun
næsten helt god, af en nybegynder. Jo den tøs har potentiale. Aftenmalkningen
klarede jeg selv mens irene var på motorcykeltur med min værtsfar. Der dukkede
dog en lille overraskelse frem til denne sidste malkning. En lille overraskelse
med masser af energi og et dejligt smittende humør – hobitten Trisha. Hvis der
var noget den kunne gøre det bedre en faktum at jeg aldrig nogensinde mere skal
malke så var det at have trisha der. Det endte med at blive en rigtig god og
sjov malkning (hvem skulle have troet det) med min gode veninde og min søde
medarbejder. Det var sørgeligt at tage afsked med ham da malkningen var over,
hende ville jeg se igen allerede lørdag aften.
Dag 1 den 28 april – lørdag
Lørdag lød planerne på et visit til robotic shed efterfulgt af pakning af bilen og afrundet med en
fordrukken aften i queenstown. Der
var ret fascinerende at se køer blive malket udelukkende af maskiner, bare det
at robotten kunne lokalisere hver eneste pat for hvorefter at rengøre dem, cuppe dem og teatspraye dem. Og som toppen på kransekagen blev jeg slikket på
numsen af en nysgerrig ko mens jeg stod og betragtede dette vidunder. Næste
stop blev New world for at købe ind
til aftensmad, morgenmad og pandekager som blev vores middagsmad den dag. Efter
en hurtig afsked med min værtsfamilie gik turen til gore hvor vi skulle samle
vores tyske rejsekammerat op og derefter køre til queenstown for at mødes med trisha. Derefter gik det som det altid
går; sprut, lidt mere sprut, endnu mere sprut, alt for meget sprut og det
uundgåelige, tømmermænd.
Dag 2 den 29 april – søndag
Trisha skulle tidligt op til bungyjumping så før hun tog af
sted vækkede hun os så vi kunne sige farvel. Jeg prøver ikke at tænke på det
som at jeg tog afsked med en veninde, men som at nåede at få bygget et godt
venskab op som tager lidt indsats at vedligeholde. Da vi endelig fik snøvlet os
ud af sengen gik vi nedenunder og fik morgenmad og døde et par gange før vi kom
ud ad døren. Jonas skydiving blev
aflyst så vi tog direkte til arrowtown.
Arrowtown er en af de byer der er som
revet ud af et maleri, især i efteråret. Smukke oldfashioned gårde og huse er spredt ud over området med farverige
bjerge som baggrund i dette idylliske scenarie. At bo her ville være som at bo
i en drøm. Mig og jonas gik en tur gennem skoven mens irene sov den ud i bilen.
Mens vi gik og blev bombarderet med sanseindtryk ser vi et brudepar få taget
deres billede her midt i skoven og man kan bestemt ikke bebrejde dem for at
vælge dette sted. Vi sætter so på brinken og betragter dem og nyder vejret,
lige indtil det slår om og begynder at regne. Så går den ellers over stok og
sten tilbage til bilen. Herfra går turen til lake tekapo hvor vi tilbringer natten.
Dag 3 den 30 april – mandag
Mandag morgen tager vi et smut forbi den lokale kirke med
udsigt over søen inden vi forlader Lake
tekapo for at drage nord på til kaikoura.
Det meste af dagen går med at køre derop og vi ankommer ved femtiden. Lige tidsnok
til at handle ind inden mørket falder på. Efter at være tjekket in på dusky lodge beslutter vi os alle for at
løbe en tur på stranden efterfulgt af spabad inden den står på madlavning. I
aften er det min madlavningsaften så ”selvfølgelig” står den på en lækker gang
risotto med masser af løg. Med stærk løgånde går vi tre i seng – varme, mætte
og trætte.
Dag 4 den 1 april – tirsdag
Dagen forinden bookede whale
watching og glæder os forventningsfulde til at opleve havets kæmper helt
tæt på. De vi kommer ned til tjek ind får vi dog af vide at dagens to første
afgange er blevet aflyst da søen er for oprørt. Vi belsutter så i stedet for peninsula walkway på 3 timer der tager
os rundt om halvøen ved kaikoura. En kold og hård vind kan nok få aflyst whale watching men ikke tage modet fra
os rigtige vikinger. Vi trodser vejret og det viser sig at være det hele værd.
En hurtig frokost på plænen og turen går til Picton hvor vi spiser aftensmad på the flying haggis (som ironisk nok ikke sælger haggis) og kl 7
tager færgen til Wellington. Da vi
stiger om bord på færgen går det længe før vi opdager at det er et dansk skib.
Dette skyldes delvist at der med store bogstaver står et digt skrævet på væggen
på dansk, men også dét at bornholm er skrevet i store bogstaver ved indgangen.
Da vi først er kommet ud af sundet begynder det sjove . Sjov i form af 6 meter høje bølger, potter og pander der
kommer flyvende fra skibskøkkenet, folk der ligger og kaster op over det hele
og høje metalliske lyde kommende fra skroget. Det bliver så ligge toppet af med
at en fra besætningen fortæller os at skibet slet ikke er bygget til sådan et
vejr. Efter mere end 3 timer ankommer vi i sikker havn i Wellington for blot a opdage at steder hvor vi har booket senge er
et faldefærdigt sted lugtende af cannabis og med baldrede ruder, men efter en
lagt dag går der ikke længe før hovedet rammer puden.
Dag 5 den 2 april – onsdag
Dagen begynder ikke meget bedre end den sluttede. Det står
ned i stænger, så hvad er der bedre at give sig til end at bruge tiden i en
varm bil og begynde at lægge wellington
bag os. De første par timer er vi ikke synderlig imponeret af nordøen og savner
allerede det stille syd hvor vi har tilbragt tiden de sidste 6 måneder. Stille
og roligt begynder det dog at lysne og da vi når Tongariro national park er regnen forsvundet, himlen lysnet op og
temperaturen faldet betragteligt. Dette kan bestemt også mærkes da vi træder
ind i vores hytte og det kan kun gå for langsomt med at få varme på. Denne
aften er det irenes tur til at vinge grydeskeen så hun fremtryller spaghetti
med kødsovs mens jeg ordner vores vasketøj. Derefter får vi planlagt den
kommende dags bjergvandring men er lidt urolige over den da vandrere blot få
dage før blev fanget i en snestorm på den eksakt samme rute. De blev kun lige
med nød og næppe reddet ud. Timer senere stadig forfrosne men med rent tøj går
vi i seng med kriller i maven over morgendagens tur.
Dag 6 den 3 april – torsdag
Op og af med dynen allerede kl. 6.30. Dagen begynder tidligt
når man skal krydse bjergene og nå hjem inden solen går ned kl 17. Efter en god
gang stres kommer vi ud af døren, får lånt vandrestøvler og kommer med bussen i
tide. Dagens beklædning står på: skiundertøj, uldundertrøje, træningsbukser, et
par ekstra bukser, fleecetrøje, vindbreaker og uldsokker, samt hue vanter og
halstørklæde. Efter godt 25 minutters køretur bliver vi læsset af ved en
parkeringsplads. Vi får oplyst at der kun er 4 toiletter på denne 6-8 timers
vandretur; ét i hver ende, ét efter 1½ times vandring og ét 2 timer før målet
er nået. Det vil sige at der er et godt stykke uden toiletter og ingen mulighed
for at lette trangen derimellem eftersom vi befinder os blandt meget skrøbelig
natur der stadig kommer sig over udbruddet i 1975. Guiden venter indtil 8.30
med at sende os af sted så sneen kan nå at smelte så meget som muligt før han
slipper os løs for at prøve kræfter med naturen. Ruten vi har valgt at gå fører
os mellem bjergene mt ngauruhoe og mt
tongariro der begge er del af en aktiv. Mt
ngauruhoe, kendt fra ringenes herre, gik sidst i udbrud i 1975 og
bjergsiden ligger stadig øde hen. Mellem de to bjerge er der sparsomt
vegetation, kun få planter ser ud til at kunne holde til de barske vejrforhold.
Så sent som dagen før var bjergene dækket i sne og allerede weekenden før blev
de nødt til at redde folk ud via helikopter – tilsyneladende var bare dét at få
en helikopter derop en opgave i sig selv. Vi har dog været heldige at ramme en
af de gode dage med højt solskin og begrænset behov for vindbreaker, hue, vanter og halstørklæde. Eftersom ruten fører os mellem to tæt liggende
bjerge kan vi ikke blive fri for en vis stigning. Stigningen på denne rute
strækker sig over de første 9 km og er på 800 meter. Det vil sige at vi når et
højdepunkt på 1880 meter over havets overflade, hvilket igen betyder en utrolig
udsigt. Til den ene side kunne vi se hele lake
taupo og til den anden side mt
taranaki. Derefter går det ellers
ned ad de næste 10,4 km. Det er ikke så nemt som det lyder, da denne sidste del
af turen fører os gennem meget snoede bjergsider, stejle trapper, løse sten i
alle størrelser og løst jord der kun kan tages på én måde – ved at slå
bremserne i og glide indtil der er fast grund under fødderne (og håbe på at man
ikke tager den ud over kanten ned i en af de dampende, farvede søer der
befinder sig et godt stykke længere nede). Efter godt 7 timer og ben der så
småt er ved at blive ømme, når vi målet 15.40. Efter en så uforglemmelig tur
kan vi tilfredse vinke farvel til tongariro
nationalpark og køre mod taupo.
...fortsættelse følger
